Historier på vores vej

I løbet af de mange år, vi har været sammen, er der nogle historier, som er gået igen og igen. Allesammen er baseret på hændelser, der pludselig er opstået, og som vi har gået og fortalt den ene gang efter den anden, det er de ikke blevet dårligere af. Her hvor der er gået mange år, kan det være lidt svært, at huske dem alle, men der er nogle perler.

Måske vil de fleste af disse små anekdoter kun være interessante for os. som har oplevet dem, men på denne side, vil vi alligevel invie jer i disse "små løgnhistorier", som vi ofte har kaldt dem

Garden Party var et kæmpe hit for den amerikanske country sanger Ricky Nelson and the Stone Canyon Band i 1972

Don Pedro var knap så kendt, men altid en del af det trofaste publikum på Restaurant Møllebakken i Kalundborg. Don Pedro var en sød og en glad fyr, men han havde det lille handicap, at han led af spastiske lammelser, og dette lille handicap kunne sommetider afstedkomme nogle sjove episoder.

 Alene det at komme ind på Møllebakken kunne sommetider være en udfordring for Don Pedro. Indgangen var en glasdør i nederste venstre hjørne set fra scenen. Vi sagde som regel; ”Nu kom Don Pedro, hov, nu gik han igen”. Han var som regel inde i lokalet 3 gange før han blev helt inde, alt sammen på grund af hans lidt ukontrollable bevægelser

Scenen på Møllebakken var én af de scener, hvor man blot gik et trin op, og så stod man som musikere nærmest lige ved siden af publikum og spillede, ingen problemer i det, men man kunne jo altså også se alting!

En aften var vi så i gang med at spille Garden Party, Bjarne sang nummeret og de andre lagde lidt kor på hist og pist. Alt mens dette foregik, så havde Don Pedro charmeret en køn lille pige, og denne kurtisering fortsatte lige foran næsen på os alle.

Dansen blev mere og mere intens, og på et tidspunkt skulle de jo så smage lidt på hinanden. Don Pedro så kærligt på den lille pige, og lagde an til et smækkys, der på det nærmeste skulle få pigen til at smutte ud af skoene.  Pigen lukkede de blå øjne, lagde hovedet lidt på skrå, og ventede så på ridderen på den hvide hest. ”Nu måtte han da være lige ved at være der”.

Men ak, her gik det galt. Alt mens pigen stod der med sin trutmund og sin plisserede nederdel, så susede Don Pedro rundt ude i periferien, ramt af én af sine hastige bevægelser. Herfra, og det næste kvarter eller mere var alt kaos på scenen, helvede brød løs.

Så godt som hele bandet fik et kæmpe grine flip, det var ganske enkelt umuligt at komme tilbage. Vi kravlede på det nærmeste rundt mellem forstærkere, trommer og andet isenkram, og bare et enkelt blik på hinanden fik tårerne til at vælte ud af hovedet på os igen. Publikum, som ikke havde set den morsomme hændelse lige foran os, fattede ikke en dyt af hvad der skete, men vores krampagtige latter bredte sig til det meste af salen. Nåh,… men endelig fik vi samlet os sammen, og skulle lige til at begynde forfra, da Villy, som stod ude i den ene side af scenen, forvirret spurgte: ”hva.. hva fanden griner I af?

Da holdt vi en kort pause

Arne og Ulla Mira på Sdr. Strømfjord i 1983

Adskillige gange tog vi turen til Grønland, henholdsvis til Thule Airbase, eller til Sdr. Strømfjord. Dette vil der komme meget mere om, når historien om Lovebirds når så langt.

At amerikanerne er gode til vidundermidler har vi vist i mange år, her tænkes ikke mindst på de kvaler, det kan gi' når maven er gået totalt i baglås, så er amerikansk olie ganske effektivt, måske i virkeligheden kun overgået af dynamit og sveskegrød.

Vi spillede 3- 4 timer hver aften, og som regel, så var der lidt festivitas i en af barakkerne på basen. Det kunne jo ikke undgås, at vi fik lidt drikkeligt undervejs. Når vi så kom hjem på Artic Hotel, så varede det sjældent så længe, inden man var nødt til at stå op igen og forrette vores nødtørft.

Ofte valsede man ud på toilettet, med en "vandpik" så man var lige ved at rage alting omkuld 🤨?, Nåh ja, så da i hvertfald stor efter omstændighederne.

Se også det har amerikanerne en løsning på. En dag, da nogle af os gik rundt i basens supermarked, (Bx'en), så var løsningen der. Lige for næsen af os, men gemt godt af vejen i det fjerneste hjørne af bixen stod vidundermidlet

"Against waterpick" - det lød næsten for godt til at være sandt, og når noget lyder for godt til at være sandt, så er det det som regel også.

Vi fandt ud af, at det vistnok er noget, man kommer på tænderne, eller på gummerne, alt efter temperament. Så vi blev hurtigt enige om, at dette vist kun var for sangerinder o.lign. og så festede vi videre

Lovebirds- træf 2013 i forbindelse med kræmmermarked i Mørkøv. Fra venstre: Frank - Arne - Bjarne - Lotte - Finn og Mogens

Jeg er sikker på, at der kan fortælles en masse anekdoter/ historier om tiden i Høve skov. Jeg har én, som jeg gerne vil dele med alle, der har haft deres gang i Høve skov.

Vi spillede der med Lovebirds en aften vistnok i 1974. Som det jo altid var tilfældet, var vi to bands på scenen, jeg husker ikke, hvem det andet band var. Jeg havde øretæverne med i byen, sammen med nogle gode venner. Da vi blev afløst af det andet band, fik jeg ordre af overkommandoen til at begive mig op i ”Elses bar” og købe en kande. Nogen tøffelhelt er jeg ikke, men jeg har da min grundlovssikrede ret til at gøre hvad der bliver sagt.

Efter at jeg havde småsludret lidt med Else, mens hun gjorde kanden klar, begav jeg mig atter de to- tre trin ned på dansegulvets niveau. Dem som husker Høve skov kan sikkert erindre, at toiletterne lå lige til venstre for trappen fra ”Elses bar”. Her gik det galt, en dejlig langbenet kvinde var netop ved at gøre sin entre på dametoilettet, og jeg kunne ikke holde øjnene fra dette vidunder.

Hvad der var årsagen ved jeg ikke, men pludselig befandt jeg mig et sted mellem himmel og jord, jeg svittede simpelthen i et eller andet. Nu skal jeg nok lige indskyde, at vi dengang spillede i hvide kedeldragter, det afstedkom ofte nogle bemærkninger om malersvendenes aktieselskab o.lign.

Mens man hænger der i frit flad, er det utroligt, hvad man når at tænke. Jeg må nok indrømme, at mine tanker havde flyttet sig fra den skønne kvinde til alt det sorte øl jeg havde i favnen, og konsekvenserne af dette, når jeg engang atter fik jordforbindelse.

Det måtte jo komme, og smask, så sad jeg der, formentlig med det største fjogede grin, der var set i skoven. Nu forventede jeg nærmest en tsunami af sort øl komme væltende ned over mig, men nej, ikke en dråbe. Jeg kunne begive mig tørskoet hen til fru Jensen, som selvfølgelig ikke undlod at bemærke, at nu kunne jeg måske lære at holde øjnene for mig selv

Jeg tænker tit på denne episode når snakken kommer ind på Høve skov, jeg vil sige, at bemærkningen: ”man skal ikke græde over spildt mælk, så længe det ikke er øl”, den har givet rigtig god mening lige siden

Familiefilmen: "Free Willy", blev lavet af Hollywood i 1993, og handlede om en spækhugger i fangenskab

Da Hollywood i 1993 lavede familiefilmen Free Willy som handler om en spækhugger i fangenskab, husker jeg, at jeg tænkte: ”Den ku’ de da have lavet 20 år tidligere, og så havde de ikke behøvet at bruge en stor fisk i hovedrollen, vi havde da en rigtig Villy”

Historien er fra Lovebirds gæsteoptræden på Thule- basen i 1973. Vi havde været på basen i 3- 4 dage, og havde vist ikke helt fundet ud af, hvor mange ampere, der var i de mange drinks, der blev disket op med. Ofte blev vi inviteret på afterskiing i en af barakkerne, her manglede der bestemt ikke noget, det var ikke usædvanligt, at vi blev budt til bords ved et veldækket bord, og man skal faktisk have en god appetit, og ikke alt for løs mave, når man bliver budt på flæskesteg med rødkål og hele svineriet kl. 1 om natten. Rundt om i de ”små hjem” fandt de hurtig ud af, at bandets trommeslager havde en vis forkærlighed for frikadeller, hvilket blev omsat i kælenavnet: ”Frikadellekongen”.

Det var svært at have lidt privatliv på basen, om natten, når vi havde forladt NCO- klubben for at begive os til en af barakkerne for at feste, så gik der sport i at finde ud af, hvor bandet var i nat, og dagen efter kunne man høre på den danske radio, at i nat havde bandet med frikadellekongen i spidsen festet i barak nr. det og det.

Denne aften var ingen undtagelse, og efter adskillige frikadeller garneret med Bacardi- coke så vaklede vi hjem i midnatssolens uendelig klare skær, og de næste timer kunne russerne såmænd have sprunget hele basen i luften, det var ikke os der havde vågevagten den nat.

Efter at have reduceret kropsvæskernes indhold af alkohol ganske betydeligt, så begyndte vi så småt at komme op til overfladen igen. Vi sad meget stille i vores egen barak, og efterhånden begyndte vi ligesom at fornemme, at noget var galt, vi talte et par gange og opdagede så, at vi manglede en mand, Villy var væk. I praksis betød det, at vi ikke havde fået Villy med hjem da vi forlod partyet. Én for alle og alle for én, vi måtte ha’ fundet Villy. Iført Thule parkaer og en solid bagskid stak vi hovedet ud i denne mystiske verden, og allerede det syn, der mødte os kunne få selv en hærdet Psykiater til at tabe modet. Hundredvis af fuldstændig ens aluminiumsbeklædte barakker i en sirlig orden gade op, og gade ned, og i én af dem var Villy, men hvor?

Det hele forekom lidt umuligt, men pludselig fik vi alligevel færten af noget, vi drejede ind på en barakgade, hvor alt træværket var nymalet. Mogens kunne erindre, at han havde fået en lille lysegrøn plet på jakkeærmet i løbet af natten, og det ku’ jo være, at dette var årsagen, men det viste sig, at der var mere end én gade, der var nymalet, men så kom det endelige gennembrud. Under et af de bitte små vinduer hang en helt frisk stribe bræk. Ku’ det mon tænkes, at det var Villy, der pludselig havde fået munden for fuld.

Døren til barakken var åben, og hurtigt fandt vi Villy, han havde et leje af sengetøj, der var smidt til vask, men Villy sov ganske udmærket uden rent sengetøj. Vi fik stablet kalorius på benene, og det stod hurtigt klart, at der var ikke meget strøm på batterierne. Villy så blot forvirret på os andre og spurgte så: ”Nå skal vi hjem nu”

Om aftenen stod vi der så igen, og hver gang vi kom til en solo, så kikkede vi på Villy, og tænkte: ”Gu’ ved hva’ fanden der nu sker, men vi slap da igennem”, og der blev ikke behov for at ”Free Villy” mere på den tur                  

Den famøse Crown Royal, som kan være lidt vanskelig at få sat til livs

Når man som musiker går og ”sjatter” rundt på de amerikanske baser på Grønland, så kan man faktisk godt være tæt på at udvikle en speciel form for amatøralkoholisme. Sådan gik det også for mig i 1975 på Sønderstrømfjord. Jeg kom pludselig til at ku’ li’ whisky, det havde tidligere mindet om en gang daggammelt bræk, men ens smagsløg kan jo ændre sig.

I min lidt famlende tilstand i forhold til whisky, fik jeg købt en meget speciel flaske canadisk whisky.

 På de amerikanske baser, var priserne på det stads jo til at komme i nærheden af. Hvad den helt præcist kostede husker jeg ikke, men til sammenligning kostede en flaske Chevas ca. 30,- kr. vel og mærke for en hel liter. Senere fandt jeg ud af, at denne whisky ikke var så speciel som jeg troede, men alligevel, så snakkede fruen og jeg om, at den da skulle gemmes til en speciel lejlighed, flasken var i en meget fin blå fløjlspose, det er nok det jeg er faldet for.  Dette var i 1975

Det man skal hæfte sig ved her, er det med ”den specielle lejlighed”. Siden denne flaske Crown Royal blev indkøbt, er såvel fruen som jeg fyldt 30 år, - 40 år, - 50 år og senest 60 år. Vi har fejret kobberbryllup og sølvbryllup. Begge vores børn er blevet konfirmeret, den ene er blevet gift og et barnebarn er kommet til. Og sidst men ikke mindst så har vi fejret et årtusinde skifte. Flasken står der stadig, på flaskens banderole står der 1962 !! I guder det er 4 år før jeg kom i lære, og ligeledes 4 år før Lovebirds for første gang så dagens lys

Her hvor såvel hørelse, syn og potens skal opmuntres med diverse hjælpemidler, så går jeg og kikker på den flaske med jævne mellemrum. Gu’ ved, hvad en speciel lejlighed egentlig er ?

"Old Olsens gravsten på P- mountain - Thule

Den følgende historie er hentet fra vores turne på Thule i 1973. Et af de mere spændende steder på Thule er, eller var P- mountain, som er en meget afsides liggende radarstation, som på grund af vejret og beliggenheden akn være vanskelig at komme op til.

Vi besøgte P- mountain på en rimelig god dag. En af hovedattraktionerne var den lokale bar, som lidt i dansk stil var opkaldt efter Kakaduebar i Istedgade. Heroppe havde man dog en lidt anden variant, nemlig Krakaduebar. Det første vi mødte i baren, var en amerikaner, som sad og hyggede sig med en Gretch- guitar, som fik mundvandet til at stå dybt mellem tænderne på dem der kunne betjene en sådan. Men den helt store oplevelse var Olsen. En beostær, som ikke altid kendte så meget til takt og tone, og det på op til flere sprog.

Olsen var nok den mest prominente blandt de civile ansatte i hele Thule- området, og på Krakaduebar gik Olsen frit omkring, og ”talte” med gæsterne, og sked hvor det passede ham. Tilnavnet ”Old” Olsen fik han fordi han havde levet et langt liv, og havde lært lidt af hvert. Nogen påstod, at han kunne sige mere end 400 ord, ikke alle lige stuerene, men alligevel. Ved siden af dette kunne han på sin beostær- facon fløjte en del velkendte melodier, bl.a. River Kwai, og Walzing Mathilda. Det væltede bare ud af fuglen, når den var i det humør.

Rygterne vil vide, at en ny amerikansk base- commander, normalt en oberst havde hørt rygterne om Olsen, og begav sig til P- mountain med sit følge af øvrige officerer. Obersten forsøgte at få fuglen i tale, men i lang tid sad den blot og lagde hovedet på skrå og lyttede til oberstens ivrige forsøg. Pludselig fik ”Old Olsen” nok, han snerrede efter obersten. ”You asshole”. Denne øverste chef for TAB blev oprigtigt fornærmet, nok mest fordi han blev til grin for de øvrige. Obersten smed derefter vand efter Olsen, hvorefter en af de andre officerer i følget måtte forklare obersten, at Olsen ikke var under det amerikanske flyvevåbens kommando, men blot var en ydmyg civilarbejder.

Da Olsen døde, fik han en ærefuld begravelse, der svarede til fuglens rang og status. Dette skete selvfølgelig på P- mountain, hvor Olsen havde haft sine velmagtsdage. Olsen fik en gravsten, og på denne kan man læse følgende på dansk: ”Kom så, sagde Olsen, og gik bort, den 4 juli 1978 – You assholes”

Efter Olsens død fik man en ny beostær på P- mountain, men den kunne ikke leve op til de forventninger man havde efter ”Old Olsen”, en dag slap den ud, og rygterne vil vide, at det sidste man hørte til den stakkels fugl var følgende: ”I’m free, I’m free, I’m freezing to death”. Olsens jordiske rester hviler stadig på P- mountain, men efter en oprydning omkring årtusinde skiftet blev gravstenen bragt i sikkerhed i et Thule museum på selve basen, her er stenens eftermæle sikret for kommende generationer

Gå til toppen af siden 

Vi spillede meget ofte på en i denne forbindelse unavngiven kro i 1970'erne.
Når vi var færdige med aftenens job, og vi havde fået pakket og læsset instrumenterne, så fik vi et par stykker smaørrebrød inden vi kørte hjem, det var på kroens regning.

Og således var vi også bænket i køkkenet en aften, og smørrebrøddet kom på bordet, vi var sultne, så der blev langet til faddet. Hvor langt vi var kommet, er der ingen, der kan huske, men trommeslageren havde fået en lækker roastbeff- mad på talerkenen, da der var én der udbrød: "Er det almindeligt, at de ristede løg plejer at lave fodspor på køkkenbordet, og så med remoulade" ??

Det var det vist ikke, og det viste sig da også, at det var et par mindre kakkerlakker, der havde trampet rundt i remouladen, og nu havde begivet sig ud på en akspedition i køkkenet.

Vi var ikke mere sultne den aften, og fremover spiste ingen roastbeef på det etablisement