Dansktoppen delte på mange måder folk i to lejre. Enten var man til dansktop, eller også var man det bestemt ikke, og således forholdt det sig også med resterne af Lovebirds/-Lazy Bones. Det
var én af de hurdler, der skulle overvindes, men ikke blot dette, tanken om at skulle til at spille dansemusik, stod for nogen af os, som at sælge sin sjæl til fanden selv. En anden holdning var jo, at når vi nu skulle overveje
om vi ville spille dansemusik, så var det kun for pengenes skyld, man kan sige, at det måske nærmede sig en form for prostitution.
Flere af de store bands havde jo allerede vist vejen, bl.a. kan
nævnes Kjeld & Donkeys med ”Landsbyens gadekær, The Hitmakers med ”Træd an ved makronerne og Defenders med ”Jeg har aldrig fået noget”, og efterhånden kom der flere til.
Denne udvikling betød også, at der dukkede en masse nye spillesteder op. Den ”nye” musik henvendte sig til et meget bredere publikum, og herunder også et mere voksent og købedygtig publikum, som tilsammen holdt
økonomien sammen under restauratørerne.
Til sidst endte det med, at det blev musikken, der afgjorde udfaldet af vores mange betænkeligheder ved at skulle spille dansemusik. Pigtråden
blev til popmusik, dette betød, at meget af den musik, som vi godt kunne lide, og gerne ville spille, med ét var blevet helt legalt ud fra de synspunkter, vi hver især havde vedr. musik. Den øvrige danske rockscene blev forbeholdt
betydelig større og langt bedre funderede musikere, bl.a. bands som Savage rose og Young Flowers, og lidt senere kom andre bands som Gasolin og Gnags til.
Midt i 1970 var sagen afgjort, vi opstod igen, denne
gang som et danseband, en beslutning, som der næppe er nogen af bandets medlemmer, der på noget tidspunkt siden har fortrudt.
Og så gik vi tilbage til vores gamle navn:
Lovebirds
Lovebirds med Majbritt.
Sidste halvdel af 1970, første halvdel af 1971