NCO- klubben, Det var her, det skete

Hele kapellet samlet foran indgangen til NCO- klubben
Villy, Berit og Mogens på scenen. Selvom der ikke blev danset, så skulle stemningen "boostes" så meget som muligt
NCO- klubbens Clubmanager.-Godfather bag skrivebordet.
Hele bandet på scenen i NCO- klubben
Når man kom ud af klubben og kikkede til venstre, så havde man denne udsigt mod Dundas- bjerget

NCO klubben

Mogens på rythmeguitar, en løssluppen aften på Thule

NCO klubben var spillestedet 6 dage om ugen i de 3 uger vi var på basen, den sidste dag spillede vi i O- klubben.

NCO står for Non-commissioned officers Club, hvilket betyder en klub for stregbefalingsmænd, og andre civile ligestillede, altså personer der militært rangerer under officererne og civilt rangerer under cheferne måske som en slags mellemledere.  Man skal jo lige være opmærksom på, at vi var på en militærbase, og nogle af de forhold vi mødte bar jo altså præg af dette. I praksis var NCO- klubben stedet, hvor tingene skete, alle havde for så vidt adgang til denne klub uanset om de var det ene eller det andet. Anderledes forholdt det sig i O- klubben, hvor vi spillede en enkelte dag om ugen, vist nok fredag. I O- klubben kom man kun, hvis man havde den rette stilling, eller der var en blandt de højere herrer, som stod inde for en lavere rangerende person, og dermed sørgede for at han fik et medlemskort.  Vi faldt vist aldrig rigtig til i den klub, det var ligesom om, der ikke helt var den atmosfære af løssluppenhed og råhygge, som prægede NCO- klubben. 

Ej blot til lyst

Villy, vores singleguitarist på det tidspunkt

Tidligere havde der været yderligere en klub, Airmens Club, som var det sted, hvor de menige og de skal vi kalde det almindelige civile lønmodtagere kom, men denne klub fandtes ikke længere. Det skal her bemærkes, ar da basen blev bygget i 1950 og mange år frem, var der en bemanding på mellem 10.000- og 12.000 personer på basen. På det tidspunkt i 1973, hvor vi spillede på basen, var der ca. 1800 mand + 1 kvinde foruden de to vi havde med, og så er det ikke engang løwn.

Normalt så var vi og har været det hele tiden et danseband, men på Thule stod vi for underholdningen, og det på mange måder, som vi var totalt uforberedt på. Om vi nogensinde rigtig lærte det, er svært at sige, men bare det, at vi var der, og at vi kom ”hjemmefra” var for mange tilstrækkeligt. Bare det, at vi ikke var en del af basens daglige trummerum, betød umådelig meget for mange af de mennesker vi mødte.

Som tidligere nævnt, så var der jo meget langt mellem damerne, så der blev ikke danset så forfærdelig meget, det var allerhøjest, hvis en gæst skulle ha’ fået så meget under vesten, at vedkommende følte trang til at svinge sidemanden.

Vi spillede, og folk lyttede og snakkede, og det var vores opgave, at forsøge at fange stemningen og gerne snakke lidt med, således at gæsterne følte, at de var blevet underholdt når de gik hjem

En bakke drinks til musikken

Når Sussie svingede gevanterne så bidrog hun også til underholdningen i NCO- klubben

Herhjemme var det ikke helt ualmindeligt, at der kom en omgang øl til musikken, om end der i årenes løb blev lidt ”længere mellem snapsene”. I NCO- klubben fandt man hurtig ud af, hvad de enkelte medlemmer af bandet drak, øl var ikke noget man gad og spilde tid på. Næh, i stedet for at rende frem og tilbage ustandseligt, så sendte man ganske enkelt en bakke drinks op til musikken. Forestil dig en bakke i et cafeteria fyldt med drinks. Vi var 5 på scenen, så en bakke kunne f.eks. være 5 rom & cola,- 5 whisky & seven up, -5 Kahlua &milk, o.s.v.

På en god aften kunne der sagtens komme 5- 6 bakker op på scenen. Og så til det allermest forfærdelige af det hele. Der var simpelthen nogen af gæsterne, der syntes, at det skulle være lidt finere, så de sendte såmænd en flaske ”gul enke” – champagne op til musikken med jævne mellemrum. Uden for klubben fes midnatssolen rundt om hovedet på selv den mest garvede amatøralkoholiker, og dette om kap med lyserøde elefanter, spritigitis og advarsler om stærkt forhøjede priser på levertransplantationer.

Vi spillede på en almindelig aften 4x45 min. Og klokken 24.00 så sluttede festen, og det var ikke til diskussion, parolen var ganske enkel, alle var på Thule for at arbejde, og det var således meningen, at man gik hjem og i seng når klubben lukkede. Men…. Det var nu langtfra altid, at det gik som præsten han prædikede, eller som onkel Sam befalede. Når man havde sat instrumenterne i hvilestilling, og pisset af i midnatssolen uendelig klare lys, så begyndte det først for alvor at blive sjovt. En ny verden åbnede sig, når de forskellige grupperinger af mandskab på basen kaldte til sjov i barakkerne

007 i baren
Foruden selve lokalet, hvor vi spillede om aftenen, havde NCO- klubben en rigtig god restaurant, men nogle fortræffelige bøffer. Derudover også en bar, hvor vi da af og til kom. En af tjenerne havde visse træk til fælles med den rigtige 007- Sean Connery
I,m from the south, I'm from Georgia
Én af MP'erne kom næsten hver aften lige en smut ind i klubben. Gutten var fra Georgia, så det var helt oplagt, at han når han dukkede op fik en sang med på resten af vagten, mest af alt fordi han var en rigtig fin fyr. Les Humphries singers havde lavet sangen: I'm from the south, I'm from Georgia
Et par af gutterne fra Service call
Selvom vi kun var på basen i kort tid, så fik vi hurtigt et tilholdssted. Service call, var stedet, hvor alle de håndværksmæssige servicefunktioner var samlet, her arbejdede man i døgndrift for at servicere resten af basen. Det betød også, at der altid var nogen at være sammen med, fordi der altid også var nogen, der havde fri. Det samme var tilfældet med brandmændene. Her er et par af gutterne en glad aften i NCO- klubben
Vi var sammen med Sussie i 3 uger, men da vi forlod basen, føltes det, som om vi havde været sammen altid.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.02 | 00:15

Hej, jeg har lånt historien om Beostæren Gl. Olsen, var selv på P-Mountain fra 1980 til jeg lukkede den i 1983, kendte kun den nye Olsen.

...
18.11 | 12:42

Ja det var mig.Det er mig der har haft Asnæs bremseservice i 30 år og det er min søn jens der har værkstedet nu.Min gamle Gibson 175 har jeg ikke mere
25886172

...
18.11 | 11:16

Hej Kurt. Tak for din hilsen. Husker udmærket Harmonisterne, jeg kom ofte på Undløse kro. Vat det dig, der spillede guitar ?

...
16.11 | 19:12

Hej jeg er en af de gamle Harmonister som har spillet på Undløse kro utallige gange .jeg hedder Kurt Jacobsen. Bent og georg lever ikke mere.

...
Du kan lide denne side