Vores nordligste spillested

Afgang fra Østerled i Holbæk en sommermorgen i august 1973

Thule airbase, og Søndrestrømfjord airbase var fra midt i 60’erne til engang i slutning af 90’erne de to nordligste spillesteder for danske bands. Da Lovebirds i begyndelsen af 70’erne fik lidt luft under vingerne hørte vi de første spæde beretninger om livet på de to baser. Vi kendte gutterne i Five Tonnys ganske godt, specielt Svend og Knud. Five Tonnys havde været på Thule flere gange, og på et tidspunkt i begyndelsen af 1973 begyndte så forberedelserne til, at Lovebirds skulle gøre deres entre i det nordligste nord.

Svend fra Five Tonnys var vores kontaktperson, og en sommerdag i begyndelsen af august 1973 stod vi så klar til afgang i Kastrup. Vi havde jo Berit med som sangerinde, men det kunne ikke gøre det. På det tidspunkt forlangte man fra Thule basens side, at vi også skulle have en gogo- pige med, og sån’ en havde vi altså ikke. Men det havde Svend klaret, i lufthavnen mødte vi så Sussi. Det blev et stormfuldt møde, med en verden, som vi der kom fra provinsen ikke helt havde styr på. Sussi var én af de piger, der tjente mange penge, og det var vi jo slet ikke vant til, nå….. men af sted kom vi, og der bliver rig lejlighed til at dvæle lidt mere ved Sussi.

Vi har sikkert været en arrig flok kegler og sende op i en flyvemaskine, det var vist kun Berit, der havde prøvet det før, men SAS tog det nu ganske pænt, det gjorde vi også…

Five Tonnys er stadig aktive, gå til deres hjemmeside, følg dette link:

http://www.fivetonnys.dk

Berit og Finn Spilski på vej mod Thule

Flyet til Thule var en helt speciel oplevelse, de fleste skulle tilbage til Thule efter en velfortjent ferie i Danmark eller i Thailand eller hvor langt pengene nu rakte. Der blev ikke sparet på sjusserne, og på et tidspunkt, kunne de såmænd blot have sat et hjul i hvert hjørne, så havde det været det tætteste man kunne komme på en skurvogn en kitdag på en københavnsk byggeplads.

Foruden de mange, der skulle tilbage efter ferie, var der en del såkaldte ”first- timere”, det vil sige arbejdere, der skulle på basen for første gang, de var ikke alle lige så opstemte. Forude lå på det tidspunkt min. 9 måneder på basen, hvis de vel og mærke ville have en rejse hjem betalt af deres arbejdsgiver på basen, og i øvrigt blive min. 2 år på basen  for at være såkaldt skattefrie, det vil sige, at de fik den skat tilbage, som de havde betalt de første to år af opholdet. Det kunne godt blive til en pæn skilling. Vi skulle være der i 3 uger, men ved afslutningen var vi da modne til at vende hjem, men first- timerne havde altså yderligere 8 måneder forude, før de kunne tage en ferie sammen med familie o.s.v. 

"Colonel" Cliff på hans arbejdsplads på basen

Vi havde dårligt nok fået luft under vingerne, før der lød et brøl bag os: ”You goddamn fucking son of a bitch”. Det er vel ikke så sært at vi i første omgang dukkede os lidt, vi var ikke vant til at blive skældt ud fra morgenstunden, nå ja.. jo, jo, men da ikke på engelsk.

Det var såmænd bare colonel Cliff. Det vil sige han var ikke rigtig colonel (oberst), men kunne dele en skideballe til 12 pers. ud på engelsk, så ingen vovede at sige ham imod. Colonel Cliff viste sig at være en rigtig fin fyr, men alt for hård ved sig selv. Rygtet ville vide, at han i sin ungdoms fagreste vår havde været en eftertragtet teltrejser i de mange omrejsende cirkus. Som så mange andre havnede han så på Grønland i håb om at gøre sin lykke rent økonomisk.

Sussie tv. og derefter Bjarne og Mogens

 Vi havde nok at se til i flyveren, snart var vi over Island og så den grønlandske østkyst, og jeg havde foruden den smukke natur Sussi ved min side, så der var også en kavalergang i samme bredde som Helsingør motorvejen. Godt 6 timer efter afgang landede i på Thulebasen, nogenlunde på samme tid, som vi fløj fra Kastrup, dette selvfølgelig på grund af tidsforskellen mellem København og Thule. 

Nogenlunde således var vores første indtryk af Thule basen en augustdag i 1973

Hvordan er der på Thule basen, spørgsmålet havde vi nok hver især stillet os selv mange gange inden vi drog af sted nordpå. Vi havde selvfølgelig hørt en del fra vores kontakter, først og fremmest i Five Tonnys, men også fra andre, der kendte noget til dette for mange totalt ukendte sted. Fra basens grundlæggelse i 1951 og frem til 1968, hvor et amerikansk B52 bombefly forulykkede i umiddelbar nærhed af basen, var der næppe mange, der havde den ringeste fornemmelse for, hvorledes dette afsidesliggende sted så ud, eller hvor pokker Thule i det hele taget befinder sig.

Vi kom ud af flyveren denne august- dag i 1973, det var en flot sensommerdag på Thule basen, men hvor pokker var byen.? Hurtigt blev vi klar over, at en by kunne man absolut ikke tale om, derimod så var der en flok barakker, som udgjorde basen. Det var ikke et syn, vi havde mødt tidligere, men det vænnede vi os til.

En modtagelseskomite stod klar til at tage i mod i ankomsthallen, ja, det vil sige ankomsthal kunne man vist ikke kalde det, i hvert fald ikke, hvis man sammenligner med de til tider overdådige faciliteter, der findes rundt om i alverdens moderne lufthavne. En stor hangar, med et bagagebånd, så var den ged barberet, hverken mere eller mindre. Vi hankede op i vores bagage og i os selv, og begav os ud i noget, som uden at vi vidste det, i virkeligheden var et af verdens brændpunkter, men meget mere om det senere 

En lidt usædvanlig vejviser på Thule basen

Lidt havde vi hørt hjemmefra, men det er så fremmedartet en verden man havner i, at der går lidt tid, før man finder ud af, at intet kan sammenlignes med det man kender. Hjemmefra var vi vant til at komme til en restaurant, eller et spillested, hvor man på en måde har ”fast grund under fødderne”. På Thule har man permafrost under fødderne og intet er som det plejer. Vi skulle også snart erfare, at til tider blev man også en anelse ”rund under fødderne”, personligt mener jeg, at dette skyldes at vi for en gangs skyld var nord for polarcirklen, onde tunger mente at det var noget ganske andet.

 Fra lufthavnen blev vi kørt de 500 meter til NCO- klubben, som var et af to steder, vi skulle spille i de 3 uger vi nu skulle tilbringe på Thule air base. Det andet sted var O- klubben, men mere om klubberne senere

De første timer efter ankomsten brugte vi på at lede efter forstærkere, trommer og andre ting, som af uforklarlige årsager ikke var tilstede i klubben. Vi undrede os lidt, for vi vidste jo, at der havde været nogen umiddelbart før os. Nå, men det gav os jo lejlighed til at se lidt af basen, efter som vi måtte hente forskellige ting rundt om på basen, og efterhånden fik vi stykket så meget udstyr sammen, at vi kunne stille op, og gøre klar til den store aften.

Undervejs på køreturen rundt på basen for at instrumenter, fik undertegnede lejlighed til at kvaje mig rent sprogligt for første gang, (men bestemt ikke sidste gang). Driveren var amerikaner og på et tidspunkt ville fyren gerne vide, hvad vi spillede. Ivrigt forklarede jeg lidt om vores repertoire. Efter min forklaring sagde gutten lidt drævende, ”okay, I spiller sådan lidt middle off the road”. Yes, yes, svarede jeg ivrigt, det gjorde vi faktisk, og jeg tænkte hvordan pokker regnede han den ud?.

 Det varede noget før jeg slukøret fandt ud af, at når en amerikaner bruger udtrykket: ”Middle of the road”, så betyder det i musikalsk sammenhæng, at man spiller noget af tidens populær popmusik, uden at være særlig progressive. Eller sagt på godt gammeldags dansk, så spiller man lidt røvballemusik. Det jeg mente var, at Middle of the road, på daværende tidspunkt var en skotsk popgruppe, som hittede med en lang række numre, mest kendt er vel nok  "Chirpy chirpy Cheep Cheep". Det var jo unægtelig en lidt anden snak.